Historie Print
 
 

En industriel solskinshistorie

 

Historien bag Ib Andresen Industri er fortællingen om en af det moderne industrisamfunds succesfulde iværksættere. Civilingeniør Ib Andresen havde udviklet sine faglige kompetencer og sit købmandsskab gennem en lang række målrettede aktiviteter, der ledte frem mod starten af virksomheden i 1967.
 
Som tidligere løjtnant på Holmen i København kendte han betydningen af at arbejde mod definerede mål. Herefter var Ib Andresen gennem 10 år i udlandet. Først på faglige studieophold i England og Tyskland – og siden arbejdede han for den amerikanske maskinproducent Cincinnati Inc. – først i USA og siden i det skotske datterselskab.
 
Cincinnati Inc. producerede – og gør det stadig – værktøjsmaskiner til stålindustrien, og virksomheden fik med etableringen af Ib Andresen Industri en ny kunde. Den nye virksomheds forretningsområde var dengang – som i dag – forædling af stål og metaller, og rollen var og er at være underleverandør. Dengang startede virksomheden med fire medarbejdere  og nogle få hundrede kvadratmeter. I dag kan omkring 600 ansatte boltre sig på ca. 100.000 m2.
 
I den mellemliggende periode er virksomheden vokset kontinuerligt. I starten fordobledes produktionen hvert år, så man allerede i begyndelsen af 70'erne beskæftigede 20 mand. Få år efter indarbejdede Ib Andresen Industri coil-konceptet, så virksomheden kunne lagerføre kundernes stålruller - for derefter at skære op og levere efter deres aktuelle behov. I 1976 introducerede virksomheden profilvalsning, og allerede året efter var efterspørgsel og produktion vokset så meget, at afdelingen blev flyttet ud i en selvstændig fabrik.
 
I 1980'erne var virksomheden blandt de første til at indføre medarbejderaktiveret produktionsudvikling. Efterhånden kunne flere og flere virksomheder se, at medarbejderne havde nøglen til øget produktivitet, og hos Ib Andresen Industri har ledelsen altid lagt vægt på at skabe engagement blandt medarbejderne. Det gør vi stadig.
 
Virksomheden arbejdede også i de kommende år med at udvikle virksomhedens konkurrenceevne – en indsats, der ikke mindst var nødvendig i 1990'erne. Og i det følgende årti er så bestræbelserne på at øge internationaliseringen kommet til. I dag er eksportandelen af omsætningen på 1,5 mia. kr. på op imod 50 %.

< Tilbage Toppen af siden
IB ANDRESEN INDUSTRI A/S | Industrivej 12-20 | DK-5550 Langeskov | Tel. +45 63 38 22 22 | Fax. +45 63 38 20 00 | E-mail: iai@iai.dk
Design by No Zebra